Nytårsstatus

2018 har virkelig været et vildt år for mig, men på mange måder pga. ting, der først sker i 2019 – og jeg glæder mig som et lille barn.

Skriveophold i eventyrlige omgivelser

Udsigten fra tårnbiblioteket på Hald Hovedgård

I marts var jeg på mit årlige ophold på Hald Hovedgaard med min forfatterkollega Michella Rasmussen. Noget, der snart er blevet en tradition. Her fik jeg virkelig arbejdet meget. Jeg havde kommentarer med fra min betalæser på en dyster fantasy-bog, som jeg har skrevet for unge. Jeg fik redigeret den færdig, og brugte lang tid på, at finde en god titel, og det er faktisk ikke lykkes mig endnu, så måske 2019 bliver året, hvor jeg for styr på det projekt.

Rundt i verden

Udsigten i Mijas, Spanien

Jeg har også fået rejst rigtig meget i 2018, både med kæreste, venner og arbejde. Jeg har samlet inspiration om kunst i Barcelona, set eventyrlige slotte i Frankrig og vandret en kæmpe omvej i bjergene i Sydspanien – noget, hvor jeg tænkte mig mantra: ”Intet er spildt på en forfatter” – så hvem ved? Måske indeholder en af mine næste bøger en meget lang vandretur.

Nye værktøjer og skrivekurser

Jeg er for alvor kommet i gang med at se ted talks og høre podcasts i 2018, og det har virkelig været med til at give mig mere gå-på-mod.

Så var jeg på kurset ”Skriv en bog på en uge,” hvor jeg fik taget de første indledende trin til en horror-roman for voksne. Der går nok lang tid inden, jeg kan arbejde videre på projektet, da der står en del andet i kø først.

Og så var jeg endnu engang med i NaNoWriMo, hvor jeg fik skrevet et udkast til en tween-roman.

Ja tak – Vi vil gerne trykke din bog

Min første kontrakt på en bog

Det var også i 2018, at der virkelig skete meget på forfatterfronten. Det var her, at jeg begyndte at høre ordet: ”ja” og ikke ”nej”. Min ungdomsroman Basismagi C, blev antaget på forlaget Silhuet, og jeg fik lavet første store redigering sammen med redaktøren. I 2019 skal vi igennem endnu en redigeringsrunde og så venter der korrektur, omslagsdesign og ikke mindst udgivelse.

2018 var også året, hvor forlaget Calibat sagde ja til min realistisk ungdomsroman: Luftkasteller, som også udkommer i 2019. Redaktøren er lige nu ved at læse den igennem og jeg glæder mig til at se hendes kommentarer i starten af det nye år. Luftkasteller handler om Amanda, der starter i gymnasiet og opdager, at alle andre er blevet meget modne i løbet af sommerferien, men så er det godt, at hun kan flygte væk i tankerne.

Så har jeg også fået en fod ind ved et tredje forlag. Jeg har snakket med dem om en idé til en tween-roman om to veninder, der bliver forelskede i den samme fyr. Jeg skal have en synopsis og et par prøvekapitler klar til det nye år og så må vi se, hvad det ender med.

Nyt job

For nylig landede jeg mig jo også et nyt job. 2019 begynder jeg som børnebibliotekar på Taastrup bibliotekerne, og jeg glæder mig til at være blandt bøger hver dag. Selv om jeg nu skal arbejde fuld tid, så håber jeg, at det på en måde kommer til at harmonere bedre med mine skriverier, så jeg håber også det bliver et produktivt år.

Noveller i hobetal

Ud over alle bogprojekterne fik jeg også skrevet rigtig mange noveller. Det blev til rigtig mange ugebladsnoveller til Hendes verden, og jeg fik også udgivet en novelle i samlingen: De fremmede fra Science Fiction Cirklen. En håbefuld novelle om verdensundergang og brætspil – det var virkelig sjovt, at skrive den.

Jeg vil gerne sige tak til alle, der har været en del af min skriverejse her i 2018. Jeg glæder mig sindssygt meget til at tage hul på 2019, det bliver et vildt år!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *