Jeg har gennemført NaNoWriMo! – Eller i hvert fald min egen version af det. Jeg har haft virkelig meget at se til her i november, så jeg besluttede at skrive en lidt kortere bog, men stadig være en del af NaNoWriMo.

Den internationale skrivemåned

NaNoWriMo er en måned, hvor folk over hele verden lover hinanden at skrive en bog. Det er et online fællesskab, hvor man kan støtte hinanden og blive inspireret af andres fremskridt. Jeg har oprettet forbindelse til en masse af dem, som jeg kender gennem Håbefulde Unge Forfattere.

Det er en helt fantastisk følelse at vide, at andre også sidder og kæmper med at få ordene ned.

En bog om kærlighed til unge

Jeg har skrevet på en bog om kærlighed til tweens. Gyldendal afholder nemlig en konkurrence, som jeg gerne vil deltage i. Jeg kan ikke sige så meget om bogen, da konkurrencen skal være anonym, men jeg har virkelig nydt at skrive den, og i og med at det er en kort bog, passede den godt til dette års NaNoWriMo.

Herunder kan I se, hvordan mine 24.289 ord fordelte sig over dagene i november.

Nyt job oven i det hele

Jeg bliver ved med at sige, at det passede mig godt med en kort bog. Det er blandt andet fordi jeg har brugt rigtig meget tid på, først at skrive ansøgningen og siden forberede mig til jobsamtalen på det der er mit nye job fra Januar.

Jeg skal være børnebibliotekar med særligt fokus på udstillinger og arrangementer, og jeg glæder mig som et lille barn. Det er det eneste fuldtidsjob, som jeg kunne forestille mig, at gøre plads til. Jeg vil jo gerne blive ved med at skrive rigtig meget, men det her job bliver helt fantastisk!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev