[av_two_third first min_height=” vertical_alignment=” space=” custom_margin=” margin=’0px’ padding=’0px’ border=” border_color=” radius=’0px’ background_color=” src=” background_position=’top left’ background_repeat=’no-repeat’ animation=” mobile_display=”]
[av_textblock size=” font_color=” color=” admin_preview_bg=”]
Eventyr i Palermo
Efter at have tilbragt et par intense dage med en masse andre mennesker, var det rart at falde om på et værelse med aircondition og nyde de tavse lyde fra det sicilienske liv, der summede nede på gaden.
Jeg boede på et lille bed and breakfast på tredje sal midt i den gamle bydel i Palermo. Jeg besluttede at forlænge mit ophold i Italien med forventningen om at få skrevet en masse og spist is i rigelige mængder. Begge dele blev opfyldt.
Efter en lur, hvor jeg kom mig over den værste rejsetræthed begav jeg mig ud på eventyr. Jeg fik is i brioche ved teater Massimo og vandrede ned ad de travle gader. Varmen og nysgerrigheden fik mig til at søge tilflugt i en kirke, hvor jeg tegnede og så bryllupsgæster ankomme. Da vielsen så ud til at være nært forestående gik jeg udenfor i skyggen og tegnede lidt mere. Jeg vandrede gaderne tynde og følte mig tæt på smeltepunktet. Jeg fandt tilbage til mit kølige værelse og fordrev tiden med moderne sysler som Instagram og Facebook inden jeg mødtes med min nye ven Amy. Hun havde også et par dage i Palermo og vores første aften brugte vi på en tagterrasse med en drink i hånden og udsigt over byen.
Moderne kunst og markeder
Dagen efter startede jeg dagen på et museum for moderne kunst. Der var virkelig mange flotte portrætter, men det er muligt at jeg lige skal have opdateret min opfattelse af, hvad moderne kunst er (eller måske skal de). Der var i hvert fald mange klassiske landskabsmalerier, der må være malet af den sicilianske ækvivalent til skagensmalerne. Jeg smeltede videre ned ad gaderne på jagt efter en flot udsigt over bugten. Her stegte jeg lidt på nogle sten og fandt vej til en berømt mur, hvor man engang gik tur, hvis man var en fin dame. Jeg fandt også en gratis bybus og lod mig transportere mig tilbage til hotellet.
Jeg mødte med Amy på markedet og købte grøntsager og frugt til turistpris. Vi nød en is på en lille café. Om aftenen så jeg tre afsnit af matador. Det skal jo heller ikke være eventyr det hele.
Solnedgang fra en anden verden
Den følgende dag tog vi eventyret til et helt nyt niveau. Amy lejede en bil i lufthavnen og vi satte kursen mod den lille by Macari. Her havde Amy, der er fotograf været tidligere og hun ville gerne fotografere stedet ved solnedgang. Som en ægte fotograf havde hun hele fotoudstyret med inklusiv en drone. Vi hyggede os gevaldigt og jeg hørte lydbog og badede mens hun gik på foto-ekskursioner. Solnedgangen er helt klart på min top 10. Solen farvede hele kysten ferskenfarvet og efterhånden som lyset blev svagere og temperaturen mere behagelig forsvandt de andre mennesker og til sidst føltes det som at være i ødemarken med bølgernes klukken som det eneste selskab.
I mørket fandt vi vejen tilbage mod Palermo, dog med et enkelt stop da Amy fik ramt et sidespejl på en bil, der var parkeret i vejsiden. Vi stoppede og brugte den næste time på at snakke med et par der talte lige så lidt engelsk som vi talte italiensk. Men med hjælp af mit dårlige spanske og Google translate fik vi udvekslet informationer. Det var noget af en oplevelse at stå i mørket på en siciliansk landevej og føle sig heldig at de eneste skader var to ødelagte sidespejle.
Skrivning og italiensk mad
Søndagen blev brugt som søndage skal; med at sove længe og slappe af. Jeg fik skrevet en masse på mit kølige værelse og ventede på at temperaturen skulle sænke sig til et menneskeligt niveau. Klokken halv otte vovede jeg mig ud og takkede de nye EU-regler for at jeg kunne ringe gratis hjem til familien. Så fandt jeg en restaurant på en oplyst plads, hvor italienske toner akkompagnerede mit måltid af pasta med blåmuslinger. Til dessert fik jeg limoncello på husets regning. Jeg ved ikke om de fik ondt af mig, fordi jeg spiste alene eller om det endnu engang var det lyse hår, der gjorde forskellen. Men lækkert var det i hvert fald.
Jeg havde i hvert fald ikke ondt af mig selv. Tværtimod følte jeg mig ret heldig at jeg kunne sidde der og nyde den smukke arkitektur og spise lækker mad.
Sightseeing og kulturel overraskelse
Min sidste dag på Sicilien begyndte med at jeg slog mig selv oven i hovedet for ikke at have opdaget, at det var mandag og mange museer dermed var lukket. Helt særligt var et museum, som jeg boede lige ved siden af med en flot arkæologisk udstilling og et labyrintisk bibliotek. Det ville jeg virkelig gerne have set, og det kunne jeg jo nok godt have overskuet på min slapper-søndag.
Men jeg fik overtalt mig selv til, at Palermo jo trodsalt nok havde andet at byde på, så jeg begav mig ned ad den befolkede gade i midten af byen og opdagede, hvor alle turistbutikkerne befandt sig. Gaderne ledte mod katedralen, som ganske rigtigt var et helt vildt imponerende bygningsværk, med en overflod af krumelurer og udskæringer. Jeg nøjedes med at kigge ude fra varmen og gemte mine entre-penge til normanner-slottet lidt længere nede ad gaden. Det skulle efter sigende være meget smukt indvendigt med en skøn blanding af kristne kalkmalerier og muslimske symboler. Et levn fra en konge, der prøvede at favne hele sit lands kultur (godt for dig, gamle konge).
Det af normanner-slottet, der var åbent var også ganske fantastisk. Desværre var den øverste etage lukket til et arrangement, men til gengæld var der en lille udstilling med moderne kunst i stueetagen, så jeg var ikke alt for skuffet. Bare meget meget varm. Jeg fandt frem til en is, som jeg kæmpede med at spise inden den smeltede ned af mine arme og begav mig så tilbage til de kølige rammer på mit værelse. Her fik jeg skrevet en masse og tilbragte omkring 10 minutter med at skrive på altanen inden jeg måtte give fortabt.
Da temperaturen havde nået et menneskeligt niveau lidt over syv vovede jeg mig udenfor igen. Jeg havde fortæret en stor mængde snacks og var egentlig ikke sulten efter aftensmad. Det jeg fandt var også meget bedre. Omkring den 15. juli er der helligdag på Sicilien, hvor man ærer Sankt Rosalia. Det bliver fejret med en festival som jeg var dumpet lige ned i. På denne aften ledte trommerytmer mig hen til det store vejkryds, der er så flot udsmykket, at det burde findes i en kirke. Her gik folk i gamle kostumer med slæb og hatte i procession afsted. Rundt omkring dem vandrede zombie-udklædte sicilianere og udtræk begejstrede hvin fra tilskuerne. Jeg kunne på ingen måde gennemskue historien bag det her, men jeg følte mig meget underholdt og det var et perfekt billede på, hvor vigtig historie og kultur er for italienerne.
Farvel Sicilien
Både opholdet på sommerskolen og min efterfølgende tid i Palermo har været helt fantastisk. Hvis du nogensinde skulle have lyst til at besøge Sicilien vil jeg anbefale et par dage i Palermo, men så synes jeg du skal komme ud af byen. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke fik set vulkanen Etna. Jeg har næsten en smule dårlig samvittighed med min geologi-uddannelse i bagagen. Til gengæld har jeg oplevet så meget andet, og jeg kan jo altid komme tilbage efter vulkanske oplevelser.

[/av_textblock]
[/av_two_third][av_one_third min_height=” vertical_alignment=” space=” custom_margin=” margin=’0px’ padding=’0px’ border=” border_color=” radius=’0px’ background_color=” src=” background_position=’top left’ background_repeat=’no-repeat’ animation=” mobile_display=”]
[av_masonry_gallery ids=’126,127,134,135,136,133,131,137′ items=’24’ columns=’flexible’ paginate=’pagination’ size=’flex’ gap=’large’ overlay_fx=’active’ container_links=’active’ id=” caption_elements=’title excerpt’ caption_styling=” caption_display=’always’ color=” custom_bg=”]
[/av_one_third]

No responses yet